HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Charles Haugbøll

160

fik hurtigt rettet „misforståelsen". Den læge, som havde indlagt hende, satte ved denne lejlighed en del af sin anseelse til. Angelica fik endelig øjnene op og lod sig skille. Evans rejste tilbage til England (sikkert ikke tomhændet). Efter bruddet kastede hun sig ud i en endnu grådigere hunger efter selskabelighed. Hun måtte se mennesker om sig, festlige og glade mennesker. Måske anede hun, at slutningen nærmede sig. Men ikke tænke, bare være glad, feste og drukne sorgen; på bunden af whiskyflasken fandtes lindring. — Men Angelica var ikke længere den fejrede og uimodståelige kvinde. Der var gået skår og dybe revner i skønheden. Ungdommen var borte, glan­ sen havde fortaget sig. Det var ikke længere bejlere, som flokkedes om hende, men gribbe, der kappedes om at plukke de sidste gyldne fjer af guldfuglen. Har hun anet det selv? Men der blev vel for meget at angre, hvis hun gav sig til at tænke. Nej, så hellere tømme bægeret til bunds. Dag for dag blev kavalererne mere og mere tvivl­ somme, fornøjelserne simplere og festerne grovere. Da de sidste assurancepenge var soldet op, rejste hun til London og pantsatte19 Aldershviles jorder til sin for­ henværende mand, kunsthandler Mayer. I stedet for et beløb en gang for alle fik hun en månedlig sum på et par tusinde kroner. Endnu var der altså mulighed for en fornuftig tilværelse. Hun forsøgte ganske vist også at etablere sig som pantelåner. Men nissen flyttede med — eller rigtigere, den del af „vennerne", hvis moral var så ussel, at de ikke undså sig ved at udplyndre den stak­ kels kvinde for hendes sidste skillinger. Guld var der ganske vist ikke meget af, men endnu kunne hun da sørge for den daglige whisky. Hun boede nu i baglokalet til sit lånekontor på Ve­ sterbros Torv, og havde mistet al forfængelighed og en­ hver ambition. Hun var tilfreds, så længe der var whisky