HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Charles Haugbøll

152

var det selvfølgelig kun en udvendig gestus. Men hyldet blev hun, og har naturligvis på den måde efterladt sig mange lyse minder. At hendes samfundssind ikke var særlig udviklet, vid­ ner følgende historie om: Vejen op til „slottet" var en privat vej, men der var gennem tiden vundet hævd på, at folk benyttede den, når de havde ærinde i skoven. Da „grevinden" overtog Aldershvile, forlangte hun, at kommunen skulle overtage vedligeholdelsen. Og da sognerådet ikke var interesseret i at læsse flere byrder på skatteyderne, blev det afslået. Det følte „grevinden" sig irriteret over, og som modtræk spærrede hun vejen med en bom. Det afstedkom natur­ ligvis både berettiget og uberettiget harme. Byens .ungdom tog „sagen" i sine hænder. Trods udsatte vagtposter blev spærringen gang på gang ødelagt. En gang blev spøgen drevet så vidt, at bommen blev savet af, transporteret op på Bagsværd station og forsynet med mærkeseddel til „grevinden"s residens i London.13 Om bommen nåede bestemmelsesstedet, melder historien intet om. Vej striden blev bilagt ved, at kommunen tvang „grev­ inden", der ikke ville åbne vejen, til at anlægge en sti langs skellet af hendes ejendom, så folk på den måde kunne få adgang til skoven. Stien eksisterer endnu. Fra Bagsværd station til den nye Bagsværdvej hedder den Kurvej, og langs skellet til Hareskov Kuranstalt op til Skovallé hedder den Kurstien. Om nedenstående er andet end en „historie", må stå for meddelerens14 egen regning — men den kan være sand, den fortæller noget typisk om Angelicas karakter, derfor tages den med her. Under et sygeleje blev „grevinden" daglig tilset af en yngre læge. Fra dag til dag mærkede „grevinden", at lægen blev mere og mere tavs og indesluttet. Hun for­ stod, at der var noget, som trykkede ham. Hun begyndte