HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Charles Haugbøll

142

tet hjem fra det fornemme udenlandske pigeinstitut og indsat i sin værdighed som komtesse. Fra det øjeblik, den forhenværende værtshusholder- datter satte den nitakkede grevekrone over sit navn, ind­ rettede hun sig på at gøre sin tilværelse så kostbar og exklusiv som mulig. Den tidligere så usnerpede Angelica fik honnette ambitioner. — Mellem København og Lyng­ by havde hun sin private salonvogn indkoblet og med det grevelige våbenskjold på dørene! Hun gav store sel­ skaber og stilfulde banketter. Ved hjælp af de sydafri­ kanske millioner, som hun rundhåndet øste ud af, lyk­ kedes det hende at vinde indpas i det københavnske sel­ skab. Men det irriterede hende en del, at hendes gemal, sin adelige afstamning til trods, hverken ønskede eller formåede at præsidere ved disse fester med den anstand, som hun mente der tilkom en greve. Men. Sponneck, der var en lille jovial mand, havde ingen „grevelige" fornem­ melser; han fandt sig bedre tilpas mellem jævne folk end i de højere cirkler. Følgende lille historie er meget karakteristisk for både greven og „grevinden": Til en tjenestepige, der jævnt og ligefrem titulerede sin frue: „fru grevinde" gav Sponneck følgende gode råd: „Hvis De vil beholde Deres plads hos min kone, så må De endelig huske at tiltale hende: hendes nåde fru grev­ inden — sådan kan hun bedst lide det". Så klappede han pigen venligt på skulderen og sluttede: „Men jeg hedder Carl Valdemar!"9 Angelica kunne i længden ikke nøjes med den hyldest, ravnekrogen Danmark kunne give hende. Hun var vant til større forhold. — Var hun ikke smuk? Var hun ikke grevinde? Og var hun ikke en af landets rigeste damer? Men nød hun en position, som stod i forhold dertil? — Nej! Altså bort fra ravnekrogen, hvor der jo alligevel hviskedes. I det store udland beskæftigede man sig hel­ digvis mere med hendes forgyldte nutid end med den