HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Charles Haugbøll

138

mand, som var mærket af døden. Han tilbragte det meste af sin tid rundt om på verdens bedste sanatorier og kur­ steder, hvorfor Angelicas opgave i lige så høj grad blev sygeplejerskens som hustruens. Hun fulgte ham trofast på hans rejser, der kun var et stakket forsøg på at fra­ vriste døden nogle uger eller måneder. Hun støttede hans arm på ture i Schweiz’ bjerge, hun fulgte ham til Johan- nesburg, når han skulle tilse sine diamantminer, hun sad trofast ved hans leje i det londonske palæ, når feberen rasede i hans krop, hun adspredte hans mørke tanker med sit lyse humør. Men hverken lægekunst, penge eller Angelicas kærlige omsorg kunne vriste byttet fra døden. En dag udåndede Goertz med sin hånd i Angelicas og et svagt, men lykkeligt smil på sine læber. Da Goertz’ testamente blev åbnet, huskede Angelica sætningen fra frieriet: „skulle hun ikke komme til at fortryde". Hun havde vel forstået, at han ikke ville efter­ lade hende tomhændet, men at han, med undtagelse af en sum til datteren Stella havde gjort hende til sin eneste arving, kom som en fuldstændig, men behagelig, overra­ skelse, ikke mindst på grund af formuens størrelse. At Goertz var rig, havde hun naturligvis en forestilling om, men hvor rig han var, havde han aldrig fortalt hende. Hans familie var forbitrede og forsøgte at få testamentet omstødt. Men Goertz havde forudset dette, testamentet var uangribeligt, og Angelica arvede, foruden „Manor house“ og dets kostbare indbo og kunstskatte, som i sig selv repræsenterede en kæmpeformue, en kontant sum på syv millioner danske kroner! Det kan vist godt siges, at det er en begivenhed, som næsten kan få æventyrdig- terne til at blegne. 1897 vendte hun tilbage til Danmark på luksusklasse med tjenere og kammerpiger, som det anstod sig en vir­ kelig fornem dame. — Og fornem det var Angelica fra mælketoddykælderen i Blågårdsgade blevet. Hun lejede