HistoriskeMeddelelserKøbenhavn

Charles Haugbøll

132

dertrinene og hen til disken, hvor de smed de fire eller otte øre, som henholdsvis en „rund“ og en „spids“ koste­ de, på zinkpladen, greb et glas og skyllede indholdet ned i en slurk, hvorefter de, formodentlig lidt mere vågne, tumlede videre til dagens gerning. Angelica havde meget tidlig ærgerrighed efter at blive til noget. Hun var ikke alene flink i skolen, men hver morgen, et par timer før hun skulle begynde sine pligter, stod hun op og satte sig, ved et stearinlys, til at brodere Hedebo og Hardanger. Pengene, som disse broderier ind­ bragte hende, købte hun smukke klæder for. Hun skal på denne tid have sagt:2 „Når jeg bliver stor, skal jeg køre i karet med hvide heste og bo i et slot!“ Det er natur­ ligvis en drøm, som alle fattige børn endnu har — slottet er jo symbolet på at have det godt! Men sådanne drøm­ meprofetier bliver jo kun bemærket, når de går i opfyl­ delse. Allerede i feintenårsalderen var Angelica en fuldt ud­ viklet og meget charmerende pige, rund og buttet som tidens kvindeideal og øvede naturligvis, kvik og munter som hun var, stor tiltrækning på mælketoddykælderens klientel. Pappa Briigge var sikkert ikke ked af den øgede omsætning. Men da det viste sig, at den små Angelica på ingen måde var uimodtagelig for mandlig hyldest, begyndte mamma Briigge at blive lidt ængstelig for pigens moral. Angelica lovede bod og bedring, men det var glemt, så snart en ny tilbeder begyndte at kurtisere hende. Da det var umuligt for plejeforældrene at holde styr på det kåde pigebarn, satte fru van der Briigge igen­ nem, at Angelica kom ud på landet, i friskere og renere luft. — Kan man fortænke den gode værtshusholderkone i, at hun troede den hellige grav og Angelicas dyd vel forvaret i en jydsk præstegård? Men skæbnens karrusel havde allerede grebet den tyveårige!