HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

61 Ord, som mecl stærkere Vælde, med liøitideligere Alvor tale til lians Sjæl? At gjennemtrænges af liint sande religiøse Sindelav, der, ledsaget af Tillid og Ærefrygt og villig Lydighed, hylder det store, altomfattende Væsen, hvis Øje roligt og uforandret overskuer de Dødeliges Idrætter som deres Skjæbner, og hvis mægtige Haand styrer disse Idrætter, ordner disse Skjæbner til det Heles Vel. Kan nogen Pligt være det tænkende, sædelige Menneske mere vigtig, mere velgjørende? Og at være Kongen og Fædre­ nelandet — thi hos os ere begge disse Et — usvigelig troe i Fred og i Fejde; at virke ærligen og med trofast Hu til deres Bedste; at staae fast i Farens Stund, hvilende paa de store, aldrig vaklende Støtter: Eetfærd og Fædrene­ landskjerlighed, — liig hin Mand, der bygde sit Huus paa en Klippe; Kan noget vel fortjene sandere Havn af Bor- gerdyd og Borgerhæder? Og derom mindes, dertil op­ fordres vi, som af vor Konges Haand modtoge Ridder­ skabets Ordenstegn. Ja Du, som hist i Dit Belte bærer Sværdet — det Sværd, der skal blottes med Kjækhed og løres med Kraft — Danmarks Kriger! Dit Hæderstegn minder Dig om Din Pligt, lærer Dig naar og hvorfor Du bør drage Sværd. Ja, det er for den gode Sag; for Kongens og Fædrene­ landets Bedste; for Medborgeres Sikkerhed og liuuslige Roe, Du skal drage det. Haar Kampens Alvorstime frem­ bryder for at prøve Troskab og Kjækhed; for, paa en blodig men sikker Vægtskaal, at veje Tapperhed og Mod og sand Krigerære: da er det, hint Sværd skal svæve liøit i Din Haand, for, som en fortærende Lynstraale, at knuse Voldsmandens Isse. Men aldrig rokke Lidenskab eller Fordom eller ussel Forfængelighed det i sin Skede; aldrig blotte Du det, for at afgjøre en Tvist, der ene burde af- gjøres for Fornuftens Domstol, af dens og den sande Æres sindige og upartiske Voldgiftsmænd, og hvor det stedse er ædlere at tilstaae sin Brøde end at forfægte den; Aldrig glemme Du, at som hine Fortidens gjæve Riddere kun for at værne om Uskyld; kun for at afbøde Uret og Vold, hævede det tunge Glavind; saa bør ogsaa Dit Værge være helliget Sandhed og Ret. Aldrig glemme Du, at det Alvorssprog: »Gud og Kongen« minder Dig vældigen, at kun der, hvor Almeenvellet kræver det; hvor Fædrenelandets høje Røst kalder dets kraftfulde Sønner til Forsvar, at kun der bød Grud, kun der byder Kongen at drage Sværdet. Men vover Du, opflammet af Lidenskabens fortærende Hd, at dræbe