HistoriskeEfterretningerOmRosenborg_1883

1 9 0 Skjærsommer, og Danmarks Kvinder mente det Samme, de troede, at overalt, hvor Nordens Ungdom samledes, dér var der Sommer (ved disse Ord hortes igjennem Forsamlingen et Ja fra Damernes Læber). Over Festens Glæde maatte man imidlertid dog ikke glemme Festens Alvor; ved nordiske Mænds Møder var det altid Skik at udvexle alvorlige Tanker; dog vare Studentermøderne forskjellige fra andre skandinaviske Sammenkomster, idet her nemlig ikke fandtes nogen gammel Student; de Gamle foryngedes, og de Unge, som første Gang vare med, fik først derved ret Syn paa Sagen. Studenter­ møderne vare et Vidne om Folkeaandens Sejr over For­ domme og Indbildninger, Studenterne samlede sig i Kongens Have, der var prydet med Brystbilleder af Danske, Svenske og Norske, som Nordens Mænd. Leve de svenske og norske Gjæster! Derpaa besteg Biskop Grundtvig, hilst af livlige Bifaldsraab, Talerstolen. Han glædede sig over endnu engang at kunne hilse Hojnordens Ungdom, over dette Møde med Hvperboræer, det er Højnordboer. Han stod tilbage som den Sidste af den gamle Skjaldekreds, der havde gjenvakt Valhals Guder og lært hele Europa, at der her i Norden levede et Asamaal, et Bjarkemaal, fælles og egent for hele Norden, hvori Kæmpeaanden havde et bedre Eftermæle end Runestenenes, saa selv de store Folk i Syd og Vest skulde have ondt ved at følge med i det Stykke. Det var dette Aandesyn, som endnu fandt Rum i hans Skjaldemund, men ret længe kunde det ikke rummes der. I sin Ungdom havde han givet det Løfte, at han skulde holde paa dette Aandeliv og dette Aandekrav, og med dette Maal for Øje havde han, den nordiske Bogorm, opflammet af Oehlenschlager,