HavnetIGrøften

74 inders Skikkelser saa stærkt, at enhver Replik, de veks? ler indbyrdes under den efterfølgende Samtale, formelig opsnappes af de omkringsiddende Gæster, og en Dreng af den nu saa kendte Au tograftype understreger her tyde* ligt de to humørfyldte Kunstnerinders Popularitet ved ufortrødent at henvende sig til dem og anmode om deres Navnetræk, hvilket de med Glæde indvilliger i, og Fru Olga Svendsen byder ovenikøbet den lille Gu t paa en Kage, idet hun bemærker, at naa r han er ude for at mele sin Kage, skal han sku’ osse h a ’ den. Den lille Purk forsvinder, medens O rd e t Tak næsten snubler over de sidste Krummer, som Munden bearbejd der, og optaget, som han er af sin sidst vundne Sejr, ænd? ser han ikke, at han under sin Fart er ved at vælte Kom? ponisten N iels Clemmensen, der trallende paa en af sine mange Sange jubler ned i »Grøften«, hvor han, som den lystige Selskabsmand han er, snart indfanges af en af de mange »Ligaer til Grøfteøllets Bevarelse«, og sært er det, at han, der har skrevet saa mange folkeyndede Melo? dier, endnu ikke som den »Grøftegænger«, han er, har skrevet en »Grøftemarch«, men kan hænde, den kun lig? ger og venter paa den rette Tekstfo rfatter, i saa Fald skulde jeg mene, at der blandt denne Bogs Navne vilde kunne findes den rette Mand. Da jeg indfinder mig i »Kahytten« gaar Samtalen liv? ligt mellem Gæsterne, og da jeg faar Øje paa Bogbinder? mester Carl Petersen, den navnlig fra 90’erne kendte Ko? miker, forstaar jeg da saa godt, at de enkelte Selskaber er smeltet samlet til et fælles Hele, thi netop han ejer Evnen til at føre Folk sammen, saa de alle føler, at de tilhører en og samme Familie. Han er uudtømmelig, hvad Historier og An ekdo te r an? gaar, og sine 70 Aar tiltrods i Besiddelse af et ualminde? ligt godt og smittende Humør. Ved et H jø rnebord sidder en enlig Herre, og et lunt