HavnetIGrøften

72 ikke kan faa Lov til at anbringe et Par Madpakker her* nede for saa senere, naar der formentlig er et Bord ledigt, at vende tilbage. »Jeg skal sige Dem, jeg vil helst sidde hernede sammen med mine Børn . . . . her kommer vi nemlig hver Sommer nogle Gange, og jeg fo rtsæ tte r dermed en god Slægts* tradition; thi saa langt, jeg kan huske tilbage i min Barn* dom, erindrer jeg, at mine Tivolibesøg med Far og Mor altid stod i Forbindelse med Spisning i «Grøften«.« Jeg bemærker naturligvis, at det skal være os en Glæde at opbevare Maden og forstaar, at hans Tivolibesøg ikke blot giver ham en vis Delagtighed i Børnenes Glæde, men at han ogsaa gennem dem ser sig selv i Mindet som den lille Dreng, der ved Faders og Moders Hænder vandrer ind i Eventyret. — »Goddag, Marcher, . . . . har I Plads for en farende Svend, som salig Drachmann vilde have sagt.« Det er Skuespiller Max Ibenfeldt, som overskuende de fuldt be* satte Borde henvender sig til mig, endnu lidt desorienteret i Spørgsmaalet om Plads. I det samme høres en Stemme: »Hallo Max!« Den kal* dende er Skuespiller Christian Møllbach, som hæver sit Krus til Hilsen. »Ja, det er det, jeg siger,« brummer Ibenfeldt, »Krus sene er for smaa hernede . . . . se hvor let selv Møllbach formaar at løfte det!« Jeg tillader mig spagt at bemærke, at vi med Fornøjelse løber flere Gange, for a t raade Bod paa Krusenes Rum* maal, og Max Ibenfeldt synes at være beroliget. Redaktø r Georg W iinblad fra »SociaLDemokraten« kommer gaaende i sit sædvanlige forcerede Tempo og bestiller en Gang Solskin og dernæst 1 Kaffe. Jeg henviser Redaktø ren til en solbeskinnet Plads, og han gnider sig i Hænderne og siger: »Ja, saadan skal det være, alt kan faas, lige fra Solskin og nedefter.« Samtalen afbrydes ved