HavnetIGrøften

67 opmærksomme Iagttager og fortræffelige Fortæller, han er, formaar at belyse saa skarpt, at man næsten føler at have væ ret Deltager paa disse Farter. »Ja, det er herligt at kunne færdes saaledes omkring,« siger »Ærbødigst« og løfter Kruset, hvis Tilstedeværelse han næsten har glemt. »Ja,« fortsæ tter Herr Bangsted, »men det er endnu herligere at vende hjem. Er det ikke dejligt, som nu at kunne sidde her i velkendte Omgivelser, nikke til gode Venner og nyde »Grøften«s Flygge og det Stampublikum, som ejer det fortættede Københavnerhumør, det, som De er en saa ypperlig Repræsentant for.« »Den Salut skulde vel være to Krus 01 værd, Tjener! To 01 — saa kolde som Grønlands Istinder og saa liflige som Eskimopiger!« »Grøften« effektuerer alt,« svarer jeg, og bringer hastigt to nye Krus 01. Jeg har hørt Frederik Jensen faa paahæftet Prædikatet: Den danske Revys great old man — og kan selvfølgelig anerkende ham som den ubestrideligt store Kunstner, han er, men maa tage Afstand fra O rdet — old; thi se Frede* rik Jensen, som han nu kommer ilende, spændstig og ungdommelig ned ad den skraanende Vej, som fører mod »Grøften«. Det er Scenens adrætte Balletmester Stork, en skrigende P rotest mod Aarenes Antal, som med en Ynglings gode Fy* sik og hurtige Bevægelser indfinder sig for i Hast at nyde en Forfriskning før en Afrejse til Berlin, Stockholm eller et andet Sted, som kunstneriske og forretningsmæssige Pligter byder ham at tage til i de korte Perioder, der lig* ger mellem hvert af hans forskellige Engagementer. Kort, knapt og koncist lyder Ordren paa denne eller hin Forfriskning, og hastigt indtages den, hvorefter den 5’