HavnetIGrøften

60 kan frembringe Glæde, »thi her kan jeg lille Mand jo i Dag lægge en »Al'en« til min Vækst.« Jeg finder det dog raadeligst skyndsomst at forsvinde, da jeg efter dette ser de He rrers beb rejdende Blikke, der ligesom siger: »At han vover — Amatør!« Ja, at man tør! Da en ny Omgang serveres, spørger Alfred Kjerulf mig, om jeg aldrig op træder i Kjole, og før jeg endnu er i Stand til at svare, bemærke r en af de Herre r med Ironi i Stemmen, at jeg umuligt kan bære et saadant Klædnings* stykke med de ko rte Ben jeg har, medens en anden fuld af Sarkasme lader det sive ud, at Skræderen sikkert har gjort Brug af sin E jendomsret og afhentet den. Med den Fart, som en menneskelig H jerne i heldige Øjeblikke kan reagere, former jeg Svaret, optagende Kampen med disse »arge Fjender«, og jeg lader Serveringsbakken slaa takt* fast imod min Haandflade for rigtigt at understrege mine Ord, der kommer automatisk som Skud fra en Mitrail* leuse, idet jeg siger: »Min Paaklædning hernede er ikke Kjole, da mit Ydre naturligvis maa være afstemt efter Gæsterne, og hvad mine Ben angaar, saa er de i hvert Fald lange nok til at naa Jorden, og Kjolen er forlængst betalt, og min Ejen* dom!« »Saah ..!« kommer det lidt tvivlende fra Alfred Kjerulf, »er den da tinglæst?« »Tinglæst? . . . . Æ . . h . . . . hvad m e n e r . . . . « »Ja, har De Skøde paa den, saa maa den jo være ting * læst,« siger den listige Spøgefugl, alvorlig som en Missio* nær foran et Par Kannibalkæber. »Naa .. naa, ja .. ja, det vidste jeg ikke noget om, men jeg har heller ingen Ting læst,« udbryder jeg og for* svinder, søgende Dækstilling ved Buffeten, som jeg dog hastigt maa forlade, da jeg erfarer, at et Par Herrer al* lerede i nogen Tid har ventet paa mig. Det er »B. T.«s to