HavnetIGrøften

33

/ hund«, og blandt andet aabenbarede en usædvanlig Evne til at dykke og forblive under Vandet. Selv mente han velsagtens, at han var et Unikum paa dette Omraade; thi overalt, hvor han kom frem, udlovede han en Ducør paa 1000 Kr. til den, der kunde opholde sig længere under Vandet end han selv. Paa sin Fart over Kontinentet havde han endnu ikke truffet nogen, der havde gjort ham Rangen stridig. Men København blev Stedet, hvor Skuffelsen, Ydmygelsen og den deraf følgende Afmagring af Tegnebogen mødte ham. Chr. Andersen, der paa det Tidspunkt var en ung Mand i Midten af Tyverne, og som, hvad man kan forstaa ved at betragte den Djærvhed og Frejdighed, han endnu sin høje Alder tiltrods lægger for Dagen, havde været lidt ude for adskillige Ting, betænkte sig ikke længe, men modtog Englænderens Udfordring. Han kastede sig ud i »Tivolisøen«, i det Vand, der ad* skillige Gange havde lukket sig over Englænderen, og Folk ventede spændt, mens Minutviseren langsomt be« vægede sig over Urskiven. Saa længe blev han under Vandet, at man indstillede sig paa, at Udfordringssummen maaske skulde udbetales til hans Dødsbo; da Chr. Andersen omsider smilende kom op og gjorde Fordring paa at faa de 1000 Kr. udbe* talt i levende Live. Med denne Bedrift havde Chr. Andersen indskrevet sit Navn i Københavns Historie, og Folkevittigheden døbte ham omgaaende »Dykkeren«, det Navn, han med Værdighed har baaret siden da. Daglig sidder Chr. Andersen her i »Grøften« omgivet, snart af Hustru, Børn og Svigerbørn og snart af gode Venner, til hvem han som f. Eks. nu øser ud af sine rige Ungdomsminder, medens han nyder »en Haj« (det er en »Stjerne« og en Porter blandet). 3