HavnetIGrøften

183

D et var dengang, hele det le* vende København mødtes un* der Paafuglens Hale, alt det, der v ar ungt indenfor T eater og L itteratu r — Politik — Ma* lerkunst og Presse. Der udfol* dedes her under Kastanjernes K roner en Livsglæde, et Hu* mør, et Kammeratskab for hvilket Aarene siden da des* væ rre intet Sidestykke har til Opvisning. Der var altid Fest* glæde i »Grøften«.

H v ad er det for en Ungdom, vi h ar nu, H e rr Marcher? Den har Motor, Trav, Knockout* Film og Dirt*track paa Hjernen; men har De nogensinde hørt den sige noget? D e t skyldtes vel i Særdeleshed Krigen, at de prægtige Kliker blev splittet for alle Vinde, idet et nyt og mægtigt Publikum skyllede indover Etablissementet og kom til at dominere, ogsaa i »Grøften«. D e t er altsaa snart mange A a r siden, jeg var Stamgæst i »Grøf* ten«, og jeg kan nu kun betegnes som »Forhenværende«. Jeg danner saaledes en Undtagelse fra Reglen. Mens Folk gerne ender i Grøften, begyndte jeg der. Men jeg bærer paa de bedste M inder derfra, Erindringer om en lykkelig, frejdig, humørfyldt og livsfrodig Ungdom. Og nu er De kommen i den Alder, hvor man skriver sine Erindringer. Ak ja, T iden glider umærkeligt bort, ligesom smut* ter mellem Fingrene paa os; men naar De — som nu — et Øje* blik er standset og har set tilbage, og velsagtens rystet lidt be* kym ret paa Hovedet, tager De Dem naturligvis resolut med et Snuptag i N a k k en og tripper videre igen — forhaabentlig et langt T rip endda — til De pludselig bemærker, at nu stilles Stolene og Bordene sammen, og De hører den triste Røst: »Saa lukker vi, mine Herrer!« D e t er Opbrudets, Afslutningens pinlige Stund, før det ende* lige Opgør foran det store Kasseapparat. Saa gælder det, om Bon’erne passer.