HavnetIGrøften

14

»Kalifens Ord er V isdom « sagde man i sin Tid, og Gru* ne regnedes dengang af adskillige for en Slags »Presse? Kalif«, men hans Profeti holdt ikke Stik; thi 90 A ar er nu henrundne siden dengang, og i disse har Tivoli tilfulde vist, at dets Betydning er stor, ikke alene for København og Provinsen, men tillige for alle de Sommerturister, der udenlands fra kommer til Hovedstaden. Tivolis Forbillede, det store Etablissement ved Them? sen i Londons sydlige Del, Jane Vaux Hall, forsvandt allerede for ca. 80 Aar siden, men Københavns Tivoli og Vauxhall er endnu lige saa ungdomsfrisk og bedaarende som i 1843. Var man dengang kommet igennem den store Tremme? port og stod inde i Haven, havde man paa venstre Haand, ligesom nu, Pantomimeteatret, men dette havde dog ikke et saa karakteristisk Udseende som det nuværende, thi det mindede nærmest om et kolossalt Dukketeater. Paa hver Side af Teatret var anbragt en »Forfrisknings? buffet« i Form af en udspændt stor kinesisk Parasol eller rettere Paraply, under hvilken Gæsterne da bænkede sig. Det var særlig den Buffet, der laa til højre for Teatret, som søgtes af Publikum, og i Folkemunde kaldtes den kun » Paraplyen «. Denne blev den allerførste, noget primitive Begyndelse til den saa kendte og søgte Teaterkafé — »G røften «. Stor Plads var der selvfølgelig ikke under »Paraplyen«, og denne blev derfor snart afløst af et stort, hvidt, luk? ket Telt med skraat Tag, omtrent noget lignende som det, Johanne Luise Heibergs Moder, Madam Pætges, anvendte som Traktørtelt ved Opgangen til Dyrehavsbakken. Bagved det nyopførte Telt, som selvfølgelig arvede sin Forgængers Navn, »Paraplyen«, var anbragt et lavt Skur, der benyttedes som Køkken til at koge Vand til Kaffe, The, Toddy etc. Den ældste Lejer her var en Restauratør M eyer, der