HavnetIGrøften

Naar Dagen sænker sig træt og varm bag S usets mørknende Kroner, D it Ø re fanger bag Byens Larm som fjerne flygtige Toner, og endt er Arbejd’, glemt er Alder, kun Aftenskumringens Guldskær kalder til Tivoli.

AA LED E S lyder det i den vemodig*stemnings* fulde V ise »I Tivoli«, som Carl Dumreichev skrev ved Studenterforeningens Nytaarsgilde den 9. Januar 1909, en Vise, der giver, hvad TE voli rummer af Poesi og Minder om ældre og yngre Dage, Minder fra den Tid, man selv var ung og saa alt i et rosen* rødt Skær, og om Nuets Tid, hvor man er blevet gammel og graa og lever tilbage i Erindringen om den svundne Ungdom. Da Tivoli den 15. August 1843 første Gang aabnede sine Porte for et stort og i høj Grad interesseret Publikum, var Pressens Anmeldelser af denne historiske Begivenhed overordentlig velvillige, dog med Undtagelse af to Blade: Corsaren og Kjøbenhavnsposten. Corsaren oversaa fuldstændig Georg Carstensen, og dens Redaktør, A . M . Goldschmidt, lod ham føle sin iro* niske Opfattelse af ham. Københavnspostens Redaktions* sekretær og senere Redaktør, I. P. Griine, fulgte af et godt Hjerte sin Ven Goldschmidts Eksempel og skrev saaledes i sit Blad den 2. September profeterende om Tivoli: »Det to r d e allerede vise s i g , at dette Etablissement, uagtet alle Entrepreneurernes Anstrengelser, ikke vil være i Stand til for en længere Tid at sikre det den attraaede B etydn ing ..«