HavnetIGrøften

137

drikker sig et Glas eller to. De forer en pudsig Tale. Naar en i Selskabet vil give en ekstra Omgang, saa spørger han blot, om der er Fald i Tagrenden, og det er der gerne i »Grøften«. Jeg gik der over og skrev en Artikel. Dermed var jeg »Po* litiken«s Tivolimedarbejder og afløste som saadan Bladets gamle og glimrende Tivoli* Journalist Chr. HjorthiClausen, der i sildige Timer paa Redak* tionen havde fortalt mig om Livet blandt Klabautermænde* ne paa den gamle Fregat. Det

var sælsomme Tider, der her rulledes op for mig, og noget af de gamle Tiders Stemning og Idyl, som den fremstod i min ældre og erfarne Kollega Hjortens Fremstilling, genfandt jeg just i »Grøften«. Den første, jeg løb paa hernede, var gamle Emil Helsengreen, og han spurgte mig straks: — Er der Fald i Tagrenden, unge Mand? Saa vidste jeg, hvad der mentes, og kunde svare som helbe* faren Grøftegænger: — Hæld i! Dermed var jeg optaget i »Grøften«, men ikke havnet der, thi siden er jeg kommet højst uregelmæssigt og med lange Mellem* rum. Jeg er ikke Stamgæst noget Steds, men hjemme overalt i Tivoli, hvor Københavnerlivet rører sig, i Bjærgrutchebanen som hos Høgh i Basaren. For mig beror »Grøften«s Charme derpaa, at intet er forandret, naar jeg med Mellemrum søger ned i den grønne Beværtningshave, jeg finder alt ved det gamle, den sam* me Mand paa den samme Stol, naar Tivoli lukker, som den Gang Haven aabnede, men ganske vist med et nyt Krus 01 foran sig! Her sidder ikke mere nogen Kaptain Weiss og grader Øllet med sit Termometer, og det er et Spørgsmaal, om »Grøften« i vor Tid ejer en Skikkelse som Luftskipperen. Man tør sige, at den sidste fra hans Tid, som nu er Historie, var Adolf Olschansky, en Gang en stor og berømt Klovn. Om nogen, saa gjaldt det om ham, at han var havnet i »Grøften«. Thi her sad han i sin Alderdoms Dage, luvslidt i Tøjet, men med Monoclen fastklemt i det gamle, blinde Øje og var i sin