HavnetIGrøften

Det er Traditionen — din Hægen om Fortid, som gør, at vi ynder din vidtaabne Favn, ja, længes imod dig fra gryende Vaartid til Somren i Maj tænder Livsglædens Bavn. Det er just din Styrke at Fortiden ler iblandt alt det Grønne, som om os vi ser. Man kaldte dig en Gang ved Navn — »Paraplye: og værdig du var til det Ords Symbolik; thi trætte af Modgangens Regnplask kom Byen til dig og fik Smil i bekymrede Blik. Du værner som den Gang hver enkelt Gæst mod Skuffelsers Regnskyl — og kalder til Fest. Du skiftede Navn i Tiden, der vandred, som Floden mod Havet iler afsted, men vekslende Tider fik ikke forandret din blide Idyl og din GuldalderTred; thi Fortiden bærer du frem til det N y , og Nutiden skænker i Fremtid du Ly. Fra Lavningens Skød stiger Latterens Bølger med Vitsernes Skumsprøjt fra Bord og til Bord. V i er en Familie — hverandre vi følger og Smilene farver de venlige Ord. — A t havne i Grøften, det ynder kun faa — i »Grøften« at havne, kan Byen forstaa.

Carl V . Jensen.