HavnetIGrøften

131 Jeg har altid haft en ganske usømmelig Trang til at ville betræde Parnassets slidte men derfor lige eventyrlige Trapper. Det begyndte »at kalde« allerede i Skoletiden. I Skoleblade gik det løs med Digte og Noveller, og i min første Ungdom rasede Pennen over Papirarkene. Naa, alt det er glemt — og brændt, imidlertid: det hævner sig at lege med Pen og Blæk fra Drenges aarene. En skønne Dag kommer ens første Digte ud! Mine kaldte jeg »Glæder«. Rost af nogle — men læst af færre. Men videre. Sten paa Vejen er kun til for at fjernes, og for at leve, begyndte man saa at sysle med Journalistiken. I en »fjern« Fortid be* gyndte man. Hvor og hos hvem kan være lige meget. Jeg det buterede med at interviewe afdøde Fru Ingeborg Vollqvarz (fof et Bladbureau). Mit Stof har aabenbart ikke været Gods, som Ping vilde sige. Heller ikke nogen ligefrem Eksportvare! Det indbragte mig den nette Sum af 2 Kr. 18 Øre. Men videre. Rom blev ikke bygget paa een Dag! Mens Journalistiken drives, omend ikke med Triumfer eller en Hale af Cheks efter sig, turm ler man i andre Rollefag. Man er jo ung. Herold, Brems og Bjørn siger saa kønt, at man har Stemme og lige antyder, at Operaen hungrer! Saa er den usømmelige Trang der igen. Man vil skrive, man maa! Og Tilfældet, der saa ofte har rakt mig en Lillefinger, placerer mig en Dag i mit Livs første — dog ikke eneste — Redaktørstol. Og her svimler Honoraret — som ansvarshavende Redaktør — op til at omfatte — en Velourhat! Ja, ja, man samler sig hurtigt muntre Minder. Lad mig tilføje, at mit Medarbejderskab blev af meteoragtig Karakter. Jeg forsvandt — pr. Cycle! Men lad mig imidlertid sige dette: Jeg lever altsaa endnu — selvom jeg ikke moverer mig med Søløvepels. Parnasset kom vi lidt bort fra. Jeg har skrevet ti Digtsarm linger, deriblandt »Gry«, »Ensom Sang«, »Blæst«, »Glimt af Glæder« og »Uro«. Har jeg ikke opnaaet at faa synderligt mange Læsere, saa har jeg ihvert Fald faaet mange og flinke samt produktive Komponister. 2— 300 af mine Digte er forlængst sat i Musik, og tænk . . . . de synges. Men jeg tror, at Bøgernes •Tid kommer igen. »Grøften«s gør det, Hr. Axel Marcher, dens Tid oprinder hver Maj! Men det er ikke sikkert, at ligefrem Versets gør det. Dog een Ting er saa godt som givet: Vi, som skriver Vers, havner, før eller senere i »Grøften«.

9 *