HavnetIGrøften

G R Ø F T E N G emt hen i et Hjørne, beskyttet mod Vinde af Træernes Hirdvagt, som skærmende stod, mens Aarene skænkede Minde paa Minde, der farvede Slægternes rindende Flod, saadan ligger Kroen i Lavningens Skød trods Tidernes Malstrøm og Slægternes Død. Gemt hen i et Hjørne, hvor Thalia møder kun mimisk men vennesælt dog Terpsichore, der ligger en Kro, hvor Aanden blev Gløder, som funklende brændte i Sindene Spor; thi Mænd med Kultur og Esprit mødtes her mens Vitsernes Krydsild skød frem mellem Trær. Gem t hen i et Hjørne, hvor Lunheden svøber sin varmende Kappe om larmtrætte Mænd, der finder vi Kroen, hvor Dagene støber en lys Atmosfære, der drager os hen til Vennernes Bord, hvor Livsglæden slaar sit Flammesværd ud med en Styrke af Vaar. Et Secel omtrent har du ligget hernede beskedent gemt hen i en hyggelig Krog; set Tiderne ændres — mødt Somrenes Kæde, mens Dagene tegned’ i Mindernes Bog. Skønt Tiderne skiftede Væsen og Dragt forblev du dig selv — Tradition underlagt.