HammerichEtLevnetsløb

86

morsomt, det har jeg så tit og mange gange moret mig med!“ Den bevisførelse kunde vi naturligvis ikke gå ind på. Im idlertid skred det ud på aftenen, så kom punchen ind, og skålerne: „og dette skal være“ o. s. v. Af og til var en større dreng med, en af onkel Kaufmanns. Han var fuld af Miinchhausenske løgne: han havde gået til vejrs i en ballon, havde med ét sæt sprunget over Frederiksholms kanal, og jeg var tro ­ skyldig nok til halvvejs a t tro ham på ordet. Også gjorde han ko rtkun ster og gav forestillinger i magien. Mine forældre holdt ikke store middags- eller aften­ selskaber, men alligevel var vort hus meget s e l s k a b e ­ li g t. Venner indfandt sig, på indbydelse eller af sig selv, og man tilbragte dagen med samtale, oplæsning, skakspil, musik, somme tider med ordsprogslege, hvori Luise Kilde glimrede. Onkel Boesen og fader spillede gærne et parti skak sammen, og da jeg også læ rte det spil, kunde vi få os en skak en quatre. Det var nu underholdende nok, når det bare kunde få ende med onkel Boesens træk. Dog var han så langsom ad sig, hele m inuter varede det hver gang, inden han trak. Han kunde i den tid sidde spændt og stirre på bræ ttet, selv prisen, han havde tag et og halvvejs ført op til næsen, kom ikke videre end den samme halve vej. „Nå, Boesen, skal du ikke sn art have din p ris? “ spurgte fader. M u s ik e n var selskabets blomst, moder spillede snart på harpe, snart på klaver og sang dertil. Høst­ gildet og Peders bryllup var nu for gamle sager. Men sonater, ouverturer, stykker af E rik Ejegod, Den lille matros, Josef og hans b rød re , S lottet i Ardennerne, Røverborgen, Tryllefløjten hørte jeg tit, også de nyeste melodier til digte af Ingemann. Zumsteeg havde sat toner til Bürgers Leonore, den spillede og sang hun med meget ud tryk ; koldt rislede det mig ned ad ryggen, hver gang jeg hørte det musikalske natm aleri til dødningeridtet på