HammerichEtLevnetsløb

58 sagde Marie, „men hvem kunde også for aldrig det drømt derom?“ B landt faders søskende var „min søster Sofie“, fru B o e s e n , den, han havde stø rst agtelse for, hendes mening om en sag skattede han meget højt. Hun holdt re t af mand og børn, roste dem ideligt og levede næsten alene for dem , var i det hele en god og dygtig, for­ standig husmoder, men selv lidt hjemme. Hendes mand, ju stitsråd Boesen, var en af de „stille i lan d e t“, en elskelig sjæl; trods sin svagelighed blev han 90 år gam­ mel. Spurgte man ham , hvorledes det stod sig, lød svaret im idlertid alt i hans yngre dage: „å, fjas til gavns, jeg er i det sidste pa r uger bleven 10 år æ ld re!“ I øvrigt viste den sans for kunst, som ha r gjort et par yngre medlemmer af den Boesenske slægt til malere, sig også hos ham. Han havde skaffet sig en udmærket kobberstiksam ling, hvor jeg véd, jeg fik mine første virkelige k u n s t i n d t r y k ; og blomsterelsker var han som få. Vi børn kom ofte til onkel Boesens, det var, mens jeg var m indre, for mig en glad dag. Ti de holdt en amme, Dorte, en bondekone fra den nordsællandske skovegn, og hun havde en sjælden gave til a t fortælle. Mangen aftenstund samlede vi børn, træ tte af legen, os om hende og lyttede til spøgelsehistorier, til sagnene om nisser og ællefolk, ridder Rød og skytten Bryde. Jo , det var noget for os, og vi var slet ikke til freds, n å r tan te blandede sig i sagen; men hun blev angst for, „vi skulde få ondt i hovedet og fyldes for meget med det tø j.“ Hos Boesens legede vi også og snakkede vort pemål med S ø r e n K i e r k e g a a r d , re t en lille vildkat. Han holdt meget af mit søskendebarn, nuværende stiftsprovst Emil Boesen, hvis bædste ven han siden blev; da han