HammerichEtLevnetsløb

49 leve, eller beder fader gå flittigt ud a t spasere og sørge for barpen, så den endelig ikke står i solen. Med et yndigt lune kan hun fortælle ham, a t også hun forstår sig lid t på handelssager. En købmand havde gjort hende på faders vegne en indbetaling: „og så nejede jeg pænt, kan du tro, og ønskede ham gode forretninger, og at han ved samme lejlighed ikke vilde glæmme os.“ Sin mand elskede hun af hjærte. Hun taler i breve om, hvor hun midt mellem alle venner dog savner „den bædste af alle“, drømmer om ham om n atten , griber efter hans skygge og tæ ller timerne, til hun atter skal se ham. En gang havde han ikke, efter aftale, kunnet komme og hente hende. „Du kænder min hæftighed“, skrev hun, „og dette er nu i stand til at forstyrre min hele glæde. Dette brev vil vel næppe være tø rt, når det kommer til dig.“ En anden gang heder det: „skriveri har du nok af, men bringer det og lidet ind; for jeg slemme øder penge i denne tid. Jeg sk a l, nå r jeg kommer hjem, re t kysse dig derfor, om på kinden eller lige p å munden, vil komme an på dig selv.“ Så sender hun et livligt brev med rejseefterretninger, takker „for den sidste allernådigste bevilling“ og beder ham trøste sig i sin ensomhed til den tid, „han får de vilde dyr igen i bu r.“ Fader gengældte hendes kærlighed, derfor førte to i grunden så f o r s k e l l i g e na tu rer et lykkeligt liv. Jeg taler ikke om småting, hvor de gik hver til sin side: at han var lidt sær med sit tøj og morgengnaven, og hun nervesvag og som følge heraf pirrelig; at hun kunde blive stødt, naår hanta lte for meget mad, „mama“ lavede. Men hun var en sjælfuld natur, med medfødt præg af adel, rig på indbildningskraft og stærke følelser, en halft digtersk natur. Hun læste meget og gærne, og nu næsten lu tter dansk, blev derved snart hjemme i det bædste a f vor literatur, elskede Oehlen- schlåger og Ingemann, W alter Scott; også historien var hende kær, Riises arkiv glædede hun sig ved. 4

om den ypperlige