HammerichEtLevnetsløb

38 er den hånd, som oprejser det faldne. Hvad der er evigt i dem, vil følge mig ind i evigheden, det véd jeg, og til ham, i hvis øjne enhver sjæl har et uendeligt værd, står også mit håb. Det næste par år danner en overgangstid. T it havde jeg stukket et stykke papir i kakkelovnen og, når det var brændt ud, moret mig med a t se „børnene gå fra fra skole“ ; nu skulde jeg for alvor selv prøve det. Jeg var bleven sat hos madam G r e n i en lille skole for små drenge og piger. Man havde fortalt mig, hvor r a rt det skulde være, og hvor børnene kunde lege sammen, så jeg ordenligt længtes efter den. Den holdtes først i Schoustrups vel kændte gård på Amagertorv i baghuset med opgang i et gammelt tå rn ; siden blev den flyttet. Gårdens ydre med gavle og spir er almindeligt, årstallet 1616 står på den, men sagnet gik, den var fra K ristjern den andens og Dyvekes tid, og jeg fik et og andet a t høre om livet den gang, som gjorde sit indtryk. Madamen var venlig mod de flittige, tog sine briller af og gav dem ribs med sukker på, de uartige og dovne derimod prikkede hun i hovedet med sit fingerbøl: „din slemme t ø s ! Jeg skal også nok fortælle det til din moder, og nu skal du på stedet hen i skammekrogen!“ Dér m åtte så barnet hen og fik en plade på ryggen med indskrift „det dovne æsel“. P å hendes fødselsdag legede vi „hajdukker“. De ældre børn blev da lagte i rækker ved siden ad hinanden på gulvet, benene, som de rakte i vejret, klædtes ud som mennesker med ansigter og og tu rban p å ; det var hajdukkerne. Så kom de mindre ind, og dukkerne nejede, det gav et muntert liv, somme græd og somme lo. Yed den tid gjorde min onkel Boesens en rejse, og et par af hans drenge og piger var imens i hu set hos os. Den ældste, Karl, død som provst i Høje-Tostrup,