HammerichEtLevnetsløb

6 6

da og tid e r, hvor Ånden mindede mig, og en stille røst lod sig hø re: „nej, dn bæ rer ikke sjælene for alvor i dit hjæ rte; det er din store b røde!“ Fø rste gang jeg indfandt mig i Københavns præste- konvent, skulde der afstemmes i sagen om salmekomiteens foreslag til en ny s a lm e b o g ; Mynsters „tillæg“ tilfred s­ stillede ikke, Grundtvig havde været sjælen i denne komité, hvis arbejde nu faldt igennem ved afstemningen. Man hørte mærkværdige udtalelser, den brave, troskyldige, men lid t enfoldige dr. Munter krævede, a t enhver mand i Holmens menighed skulde forstå de salmer, ban sang. „Mon da også,“ spurgte jeg, „i tilfælde ban ikke er en troende K risten?“ Munter så ud som en, der dukker hovedet op af en spand vand, den indvending havde han aldrig før drøm t om. Jeg ud talte mig ellers efter min overbevisning og kunde ikke billige adskillige af Grundtvigs ændringer ved de gamle salmer, f. eks. Brorsons „den yndigste rose er funden“. Derover blev han meget vred: „nej d e t,“ sagde ban , „havde jeg ikke væntet af Dem.“ Mynster var naturligvis til freds med hvad der var sket, og gav sig luft i en og anden spydighed. Da Grundtvig i disse dage havde holdt ligtale over pastor Spang, en af komiteens medlemmer, sagde han : „dér fik såmænd den nye salmebog sin kristelige begravelse!“ Sagen burde im idlertid ikke falde hen, og jeg bragte den altså på tale i R o s k i l d e k o n v e n t , hvor man da sammensatte et nyt u d v a l g af Ferdinand Fenger, mig og Kolthoff, i hvis sted siden Pram-Gad trådte. Arbejdet skred fræm, og en stor del af det kom, efter omstændig­ hederne, til a t hvile på mig. Dette konvent var i det hele udtryk for vågnende liv mellem præsterne, og det københavnske har, trods sine mange enkelte dygtigheder, aldrig fået den ind­ flydelse. F e r d i n a n d F e n g e r havde været med, da Roskilde-konvent blev stiftet, hans milde, frejdige ånd