HammerichEtLevnetsløb

32 Min fader havde dengang en Plockross på sit kontor, et hø jt, rask ungt menneske; det er ham , med hvis datter Emil Fenger er gift. Lige neden for vore vinduer løb Frederiksholms kanal; en dag — det svæver dunkelt for mig — hørte man nødråb, en dreng var falden i vandet og allerede gået til bunds. Da styrtede Plockross fræm fra kontoret, som han gik og stod, sprang op på bulværket, ned i kanalen, og drengen blev reddet. En anden kæk dåd havde Plockross øvet, inden jeg blev født. Under bombardementet faldt en b rand rak et på min faders slæbested og lå dér og sprudede, men ban for til med et kosteskaft og stødte den ud i vandet. „ Jo“, sagde fader, „han er ikke bange ad sig!“ Og den samme var det, som hjalp ivrigst, da fader stoppede porten fuld af tønder og kister og ris papir, og væbnede sig og sine folk med alle de våben, han kunde skrabe sammen. Hvis engelskmændene havde storm et København og plyndret busene, vilde den ellers så fredsommelige mand have b året sig ad som fuglen, når hun værger sin rede. Sådanne træk gav min ånd tidlig indtryk af det m a n d ig e . En tildragelse fra m it femte år står temmelig k la rt for min hukommelse. Det var en dag i januar 1814, sundet var islagt. Alarmtrommerne gik, borgere og soldater stillede under våben, Svenskerne, bed det, vilde gå over isen og overfalde København. Jeg ser endnu min fader komme, fortælle om, hvad der forestod os, og åbne den svære jæ rnk iste, hvori han gæmte penge og papirer; dem og sin familje vilde han ikke udsæ tte for en fare som 1807. Tingen opklaredes dog sn a rt; det var lu tter tomme rygter, som skræmte Københavnerne, mens Malmøboerne på samme tid var lige så bange for et overfald fra dansk side. De havde ellers gærne bædre spioner end vi. F rederik den sjæ tte vidste det og skal en gang have sagt: „ja, så såre jeg nyser i