HammerichEtLevnetsløb

Fra en landsbypræstegård. (1839—18420

De, der selv skrive sit levnet, fortælle tit også oin de modnere år med megen udførlighed, og deri tror jeg ikke de gør ret. Ungdojnslivet har altid noget, ja lad mig kalde det dramatisk ved sig, som den følgende tid fattes; ti det har spændingerne og de indre kampe, inden et menneske har nået til klarhed over sit kald. Det, han som mand kan komme til at virke i verden, er der­ imod som oftest ikke andet end ydre udfoldning af hvad , der alt bode i den unge. Hvis han i sit senere liv har oplevet noget ual­ mindeligt eller måske er ført. ind i nye åndskampe, tør han fortælle med udførlighed uden at træ tte ; men også kun da. Selv den, der har spillet en fræmragende rolle i literaturen, gør ikke altid vel niod. sig selv, når han er a lt for rundelig i-sine meddelelser:- eksempler herpå ligge nær nok. Med dette stadigt for øje, vil jeg nu fortælle videre om mit liv. É t er dog at ville, et andet a t udrette, og det kunde godt ske, jeg alligevel bliver for bred i fortællingen. „

1