HammerichEtLevnetsløb

24 „nå, skynd dig op, det er alt dag, solen skinner på Vartovs tag, med økse på nakken den travle svend går allerede til arbejd hen !“ Normanden længes og efter bogen, fluks står hans vindue med på krogen, ind til sin nabo han sm utter pænt i morgendragt med sit testament. Så snakkes lid t om dit og dat, men sn art der ta ’s på bøgerne fat. Ser du den stille stue dér? Nys dæmred den i aftenskær, og børnene støjed rund t omkring, så bord og stole dansed i ring. Man knap kunde høre sit eget ord, det tyktes fader en støj vel stor, han skændte på den værste dreng, og moder bragte dem i seng. Nu ha r dog stuen éngang fred, rullegardinet er truk k e t ned; to lys på bordet ved væggen stå, dér sidder fa’r med skærmen på, han hviler efter den tummel og støj, og moder sidder med strikketøj. Hélt meget kommer så til or’e om drengene, når de blive store, og kæ rligt flyver fra mund til mund de minder om den kære stund, da bægges hænder sammen blev lagt. Hvor gærne mindes hun hin pagt, se, tåren dirrer på øjets rand, mens blikket søger den elskte mand!

N y b r o g a d e 1817.