HammerichEtLevnetsløb

240 F ø r s t e k o r. Ye mig! Ti med den grumme tanke, skæmt ej så! M ir j am . Og bølgen i sit mørke favntag tum led mig, i siv indsvøbt, som vandets lilje dødningbleg! F ø r s t e k o r. Jeg tror, jeg sørged mig til døde, pin mig ej! M irj am. I er dog re t naragtige! Hvor kan I da nu græde? Jeg forlade dette skønne liv, det unge håb, der elskovssaligt dufter migi Jeg bliver næsten hélt beklem t ved tanken blot. (Mirjam, oldingen Scbamai og ko ret; Jefta ba r nu mødt hende og svoret på, hun skal være hans offer for sejren til Jehova.) M ir ja m . Nys glæmte jeg Jehova, nu han glæmmer mig! S c h a m a i. Vær trøstig, barn, og bed til stjærnehærens Gud! Hans styrkes engel på sit strak te vingepar skal bære bønnen til hans strålek lare stol. M irj am . Ak, hvordan ser en engel ud da, Schamai, tro r du, der er af dem, hvor Mirjam nu skal hen? S c h a m a i. Bed, Mirjam, b e d ! Måske Gud Herren hører dig. M ir jam . Nej, graven er så mørk, og englen er så lys, dér kan ej engle trives ! Og så skal jeg bo imellem lu tte r m atte skygger, ve mig, ve! Jehova har forladt mig, bede kan jeg ej.