HammerichEtLevnetsløb

174

Under en strøm af tå re r viste konen mig den dukke, hun havde pyntet hende til årsdagen, og den lilles kjoler, en for en, og ligkransene med pænt skrevne vers, degnen havde gjort. Hver søndag bar hun dem ud og lagde dem på graven, sagde hun: „det er min eneste trøst, og fattig nok er den; det véd Gud!“ Hun hulkede og græd igen og tørrede tårern e med sit forklæde: „nej, jeg får ikke fred i denne syndige verden, før vor Herre giver mig en anden lille tøs som Ane!“ I den stemning, jeg var i, blev jeg dobbelt rø rt ved den stakkels kones fortælling, ja det var hjærtesorg! Jeg véd ikke ret, hvordan det kom sig, men der var én forestilling, som underligt greb mig ved siden af minderne fra Løgum: det var forestillingen om Italien. Ingemanns „Rejselyre“, som jeg førte med, gav disse længsler efter det dejlige land dobbelt liv. Og jeg sang med ham. H esperia vifter

m ed vinger af luft, på skyer af roser, m ed k læ d er af duft. F ra bjæ rgene vifter den fremm ede mø med evige palm er fra salige ø. D et to n er fra himmel, det klinger fra jo rd , det lufter fra landet, hvor liv stræ et gror!

Snart tænkte jeg mig vandre om i de duftende orange­ lunde, og snart dér, hvor lyngen stod i blom ster på hederne i vester. Men når jeg fik gnedet øjnene og summet mig, når jeg hørte råb e t: „vil du ikke ind og spise?“ eller en af de små fæ ttere kom og kastede bo rrer på mig og grinede, sad jeg dog, trods alle skønne