HammerichEtLevnetsløb

172 samtale om høstudsigterne og den hagl, der var falden, ligesom der slet ikke var andet til i verden. Det gjorde mig formelig godt. Således genså jeg Yonsild. Her havde jeg im idlertid hverken ro eller ra s t og gik underligt drømmende omkring, tankerne gjorde altid og altid samme kredsgang. „Men hvad fejler der dig da, F red e rik ? “ sagde tan te Salling. „Ing en ting !“ svarede jeg og kradsede i bedet med min stok. „Å“, sagde hun, „spar dog min stakkels nellike! Det kan jeg ellers ikke rigtig tro, du spiser jo også som en kylling!“ A tter blev ensomheden min ven og den stille natur. Når solen dalede, sad jeg i haven med en bog i hånden og så på den. Hyldetræerne duftede, myggene dansede i aftenlyset, storkene knæbrede på alle tage og madede sine unger; ned ad den stæ rkt skrånende gade red karle med hestene og vandede dem ved broen i åløbet dér, i døren i et lille hus stod et par koner og snakkede sammen, en k a t strøg sig op ad den ene; aftenklokken lød, en usigelig fred hvilede over naturen. Det dulmede en stund og vuggede sindet til hvile. Det daglige liv bød mig in te t, som kunde drage tankerne andensteds hen. Onkel Salling kunde jeg nu udenad, huslæreren ligeså, min farbroder onkel Martins mistænksomhed og sære væsen var jeg også snart færdig med. Han havde taget herover, gik og drev og gav ondt af sig om „det forbandede Yonsild“. Idelig og idelig underholdt han mig med fortællinger om den gamle enke i København, hvis penge han skulde arve. „Ja bare din fader dog kan gøre hende rigtig angst for slette mennesker, så er jeg sikker på min arv! Han skriver mig til, hun nu er bleven så mistænkelig endog mod ham selv, at hun endelig vil følge med, når han skal hæve hendes ren ter i sparekassen. Det er en stor skam mod ham, men det er alligevel ju st som det skal være, ja det er dejligt!“ Så kneb han det ene øje til, lagde hovedet på siden og gned sig i hænderne. S traks