HammerichEtLevnetsløb

165 h ar ta le t af dit hjærtes fylde, ta le t, som det kun er givet dem, der ha r set og smagt vor frelsers søde kæ rlighed.“ Laurent skrev: „Mig synes, den prædiken er skreven, som det sig hø r, i sand begejstring, jeg finder både liv og kraft i den. Gud være lovet! det ene fornødne ved enhver prædiken, det behøver jeg ikke at lede efter hos dig: den barnlige og faste tro .“ „Netop derved, at vi begge har del i samme skat, og vi begge betragte den med samme åndelige øje, som det kostbareste klenodie, der kan nævnes under himlen, og vi begge med Guds nådige bistand ønske lige brændende og hæftigt a t værne om den mod alle de tyve og røvere, som vil røve os den, mod alle de bedragere, som ville indbilde os, det er ingen skat, men kun et gøglespil, et hjærnespind. som må forsvinde med døden; netop derved at vi begge, efter den ævne, Gud har og vil give os, skulle kraftigen åbne øjnene på alle dem, som vil se klarheden i vor Herres Jesu K risti åsyn: netop herved er det venskabsbånd, som sammenknytter os, uforgængeligt og ubrydeligt, skal med Jesu nåde altid blive stærkere og stæ rkere, følge os på hin side graven og fræmavle i vore hjæ rter det samme store: „halleluja, vi love dig!“ Så lader os da, ven, knytte os tæ t til hinanden, ikke blot vi to, men alle, som børe til samme venskabskreds! Ti i dage som vore gælder det re t i al sin fylde, hvad gamle Arnold skjald så såre vakkert siger i „Valdemar den store og hans Mænd“ :

Vel sligt broderskab m ig huer, dertil stod forlæ ngst m in hu: samles må hver sjæl, som duer, skal ej satan sejre n u !“

Sådanne velsignede ord sendte Laurent mig, man hører ligesom hjæ rtet banke i dem. Og som ban skrev, så talede han: altid og altid om det samme, men det