HammerichEtLevnetsløb

164

et navn af samme form og størrelse på dem alle. Dér ligger og moders første mands og deres små pigers grave, ved dem havde hun mere end én gang stået med os og grædt og trykket os til sit hjæ rte; os havde hun dog endnu. Og i dr. Müllers hu s, hvor jeg bode, når jeg kom til K ristjansfelt, drejede en del af sam talen sig om vor kære afdøde. Jeg fik a tte r syn for sagn om, hvor elsket hun var, og gennem venners og veninders fortæ llinger levede jeg med i hendes ungdoms fagre dage. En gang red jeg langs bakkerne ved Koldingå ind på den jydske hede. En anden gang lod jeg mig sæ tte over bæ ltet til Fyn og var i Hårslev hos mine læreres gamle fader, pastor Balslev, i Vigerslev hos provst Boesen, min onkels broder, begge fromme, kristelige mænd. „Du pisker d a ,“ skrev fader, „landet rund t som en hønse­ kræmmer! Kom mig bare ikke til skade!“ Således brugte jeg min hest og mine øjne og læ rte at kænde meget, jeg før ikke havde kændt til. Jeg følte mig ypperligt til mode i den virkelige verden og tede mig slet ikke så ilde, folk fandt mig endog livlig og frejdig. Og ved siden heraf blev der tid til en alvors- gærning i Vonsild, som fik betydning for hele mit følg­ ende liv: første gang stod jeg på p r æ d i k e s t o l e n . I en løftet stemning skrev jeg min prædiken, kirken var propfuld, og jeg tro r vor Herre lagde sin velsignelse dertil, ihvor meget der end m åtte fattes mig. Salling roste mig overstadigt og skrev til fader: „din F redericus må absolut blive en meget udmærket ta le r“. Det lod jeg im idlertid gælde for hvad det var, hans dom var langt fra at være mig nogen højesteretsdom . Anderledes glæde havde jeg af de ytringer, der kom hjemmefra, fra Ley og Laurent. Hjemmefra fik jeg vel adskillige satiriske spørgsmål, om jeg ikke havde pillet mig i næsen på prædikestolen, hvor tit jeg havde rømmet mig. Men der kom også hjærtelige ord. „Jeg er ingen k ritik e r,“ skrev Ley. „Min mening er kun den, a t du