HammerichEtLevnetsløb

155

en bæk risler gennem kløften, ser man Skamlingsbankens blåner. Tæ t ved byen tage skovene fat, og jeg stiftede ber første gang bekændtskab med de yndige pinjeformer, bøgetræerne på halvøen få, når de stå hø jt og ene på en skrænt, ud satte for vestenvinden, der pisker a lt løv­ værk bo rt undtagen kronen. Vonsild er et godt hjem for storkene: en rede næsten på hvert bu s, overalt i moserne, mellem siv og dunhamre, fuldt med de strunke ægyptiske fugle. Hvilken glæde hver gang den første „mester P e te r“ om våren indfinder sig! Derom synge bø rnene:

Storke, storke, stene, m ed de lange bene, hvor skal du nu hen i år ? T il m in faders gård ! Dér, hvor drenge spille bolt, dér, hvor piger spinde guld, hopsa, hopsa, heja, dér er nok at lege!

I det bele greb et landlivs idyl mig stæ rk t ber og bar efterladt blivende indtryk. Modtagen blev jeg med hjærtelighed i et lille sted midt i byen, hvor familjen bode; den gamle præ stegård med de noget skumle, af lindetræer omskyggede væ relser, der for mig gæmte barndomsm inder, var næmlig under ombygning. P å det nye sted lå jeg i egenligst forstand på landet, der grode græs endog inde i mit kammer. Min første gang var til stalden, ber stod den nor- bagge, som skulde være min ridehest. S traks sad jeg op, men, uvant som jeg var, kunde jeg ikke få magt over det raske dyr, den løb hjem, og jeg m åtte hurtigt kaste mig af uden for stalddøren, for ikke at få bovedet knust. „Men Jøsses dog,“ sagde karlen, der sprang til, „den lille brune plejer ellers ittige a t være ildvorn (ond) ad sig!“ Uheldet skærpede dog kun min iver, og længe varede det ikke, inden jeg blev en endogså dristig