HammerichEtLevnetsløb

150

digte faldt til lykke mig ikke i hænderne, de kunde måské blevet farlige. Så ledte Ingemann selv mig ind i friskere strøm ­ ninger. Juleaften 1825 lå „ V a l d e m a r d e n s t o r e og og hans Mænd“ på julebordet til mig, mens min broder, hvem fader gærne vilde gøre historien kær, fik Høsts „Struensee“. Men fader havde regnet helt galt, Martin satte sig i en krog, „og hans tå re r runde så strid e.“ Ved en anden lejlighed fik jeg „Valdemar Seier“. Man kan le t tænke, hvilken glæde disse skildringer af Danmarks heltetid skaffede mig, hvor svage de end i sig selv e r; den, som kænder min „Danmark under Valdem arerne“, vil dér måské mærke den. Én bog gjorde endnu stæ rkere indtryk , det var N o v a l i s ’ skrifter, dem fik jeg til min 17de årsdag 1820 og gik næsten hélt op i. Om formiddagen slugte jeg jeg åndeløs begyndelsen af Henrik von Ofterdingen, op­ trinene på V artborg, og et par af Novalis’ dejlige, drømmerige smådigte. E fter middag kørte vi så ud til Ordrups k rat. Men jeg var i ånden på Vartborg, og den smukke, bakkede egn, jeg så for mine legemlige øjne, smæ'ltede vidunderligt sammen med skovkløfterne hist. Endnu kan jeg ikke stå ved den ældgamle, to ­ stammede høg, der spejler sig i dammen mellem Or­ drups høj og k rat, uden a t Henrik von Ofterdingen står ved siden ad mig; klokkeklangen fra det nye romerske kapel dér gør alt end mere skuffende. Noget efter læste jeg et nyt digterværk, som grode fast i mig, U n d i n e , derpå Tiecks „Blonde E k b e rt“, og tysk rom antik i sin ædleste skikkelse tråd te mig nær. Jeg levede ridderlivet om igen, skovens og søens og bjæ rgets hemmeligheder åbenbarede sig, skovensomhed med sit unævnelige trylleri og sin lønlige gru. Også i 1001 nats østerlandske æventyr var jeg husvant. Jean Pauls „Æ sthetik“ studerede jeg ved samme tid med stor iver, så jeg afskrev hele første del. E ller jeg kastede