HammerichEtLevnetsløb

S t u d e n t e r å r e n e , (1825—1830).

Eksamen a r t i u m tog jeg ved nytår 1826, i 4 fag fik jeg udmærkelse, i latinsk stil liaud, i de øvrige laud. Mens jeg var oppe, var jeg i en glad spænding, den havde mig noget af det, som gør hasardsp il tiltræ kk end e; mine eksamensdage i det hele regner jeg til dem, hvori jeg førte et ligesom potenseret liv. Rimeligvis ha r det held, der fulgte mig ved sådanne lejligheder, væ ret med­ virkende hertil, examensskrækken kænder jeg kun fra mine natlige drømme. En af dem, der tog eksamen med mig, var en M f i l l e r fra metropolitanskolen, et vel begavet, men yderst tungsindigt menneske. Omgangen med ham havde i førstningen ikke ringe tillokkelse for mig, fordi den åbnede mig blik ind i tungsindets dybder. Hele timer kunde han sidde og tale om indre kvaler, der sønder- sled h am ; virkelighed og indbildning blandede sig sammen, og jeg blev indviet i en vild, mørk fortvivlelsens verden. Af og til lod han endog ytringer falde om a t gøre b ra t ende på en sådan tilværelse. Musiken elskede han, det vidste jeg. Og jeg, der nu havde spillelærer, satte mig da til pianoet, træ t af hans klager; det var ligesom tonerne opløste, hvad der pinte ham, i mildere, vemodige stemninger. Han drev det ikke vidt i verden og døde i sin bædste alder som læ rer ved en offenlig skole.