HammerichEtLevnetsløb

107

alder var kun alt for fræmlig, kom i anden klasse og skulde til efteråret op i øverste, min broder kom i tredje. Skolen var, da vi sattes i den, i et slags o p l ø s n i n g s ­ t i l s t a n d . Direktionen dannedes af prof. J. Møller, gamle Fenger, sognepræst ved Frelserens kirke, og en lige så gammel kristjanshavnsk grosserer, i hvis sted fader siden kom. Den mødte i skolen ved årsprøven og andre lejligheder og gik ikke ram forbi; man véd,hvor skarpt øje drenge ha r for det løjerlige, og noget løjer­ ligt var der ved medlemmerne. Jens Møller havde vist svedt sin egen skoletid ud, tænkte heller ikke mere på Slagelse og Rosenkilde dér, ellers havde han næppe givet en sådan festtale til bædste, hvert å r ord til andet den samme: Drengene „mine unge venner“ sammenlignedes med „spæde, unge p lan ter, der én gang skulde vorde skyggefulde træer. De lovede måské godt, men hvor trængte de ikke til gartnerens stadige omhu, for a t vokse op til glæde for forældre og venner!“ Den kunde vi udenad, og hans ejendommelige „æem“, hans „og“, hans udtale og lader i det hele blev ofte efterabede til stor moro for os. Ved siden af ham stod den gamle grosserer i grøn, gammeldags kjole med blanke knapper, sorte fløjls knæ­ bukser- med sølvspænder, hvide strømper, der stak fræm, og små støvler. Han lyttede spændt til hver af fest­ talerens temmelig lange sætninger; havde han taget sit blommede snustørklæde op for tidlig, stod han med det for næsen, lyttende, til der gjordes et ophold, så først pudsede han den. Han sagde aldrig et ord. Jens Møller havde sørget for dygtige, til dels ud­ mærket dygtige lærere, men valget af inspektør var så uheldigt som muligt, og ødelagde hele skoletugten. Det var Møllers svoger, en hæderlig, gammel, pensioneret landeværnskaptajn C h iew itz , kun a lt andet end skole­ mand; tilsyneladende barsk, i grunden holdningsløs, med et underligt væsen og som lærer hélt uvidende.