HammerichEtLevnetsløb

102

En dag vilde hun have, jeg skulde synge en af Ingemanns sange for hende. Jeg var undselig og sagde nej, men hun holdt ved. „H ø r,“ sagde hun , og gav tingen en ny vending, „du kan da k la tre , véd jeg !“ „Jo, det kunde jeg vel nok.“ „Lad mig se, er du bange for at k latre op ad poststangen d é r? “ „Nej, bange var jeg ikke.“ Altså jeg op på posten og tager plads øverst oppe, nok så stolt. „Ja, men nu kommer du ikke ned, inden du synger mig et stykke; det skal jeg nok lave! Syng Bays kønne romance fra Ingemanns P rokne, jeg véd du kan det, jeg h a r hø rt den før!“ Jeg så ingen udvej. Stillingen var mindre tiltalende,snarest noget ud sa t; jeg kunde ikke gå hen i en krog og synge, som jeg ellers plejede van, når hun pressede på mig. Men jeg tog mod til mig og hævede min røst. du, hvis øje stråler hellig glæde, pige, se, mit liv er i din hånd! Sådan lød det fra posten, og neden for stod frøkenen og klappede. Ingen vil vist undre sig, når jeg med disse børne- historier slu tter fortællingen om min egenlige barndom. Du, som, svøbt i skønheds rosenklæde, går i jordisk dragt en himmelsk ånd,