HammerichEtLevnetsløb

101

gnisterne fløj os om ørene, støbte tinsoldater og malede dem; sn art havde vi en hær på flere hundrede mand. Jeg gik aldeles op i tinsoldater og kunde ikke få nok. Moder skulde den gang have et nyt piano, hun prøvede det ene efter det andet på Marshalls fabrik, og jeg m åtte følge med. Jeg husker, hvor jeg på de vandringer bad og tiggede om nogle kønne tinsoldater, jeg havde sét. „Hør moder,“ sagde jeg, „nu får du dit ønske op­ fyldt med instrumentet! Kan du da ikke sagtens føje mig med og bede fader, jeg må købe den æske, du véd nok, hos B iankensteiners?“ Jeg mindes ikke, om jeg fik den, men iveren for at lege med tinsoldater tog til. En søndag var fader fraværende, så turde vi måske gøre prøve med det k rud t, Holtens havde skaffet sig. To borde opstilledes i gården, på hvert fæstningsværker, kanoner, hestfolk og fodfolk. Fægtningen åbnedes, kanon­ erne blev ladte med virkeligt krudt, det knaldede lystigt, soldater faldt for fode. Heldigvis kom ingen af os til skade ved den noget farlige leg. Men det blev top­ punktet for drengeforlystelserne, det var endnu langt morsommere end turnering eller fugleskydning. Holtens flyttede bort, og en kommandør i søetaten kom til a t bo i stuen, med morskaben gik det nu småt. Der var kun en 16års fjollet dreng at lege med, og han havde hvert øjeblik ligfald i gården, så fråden stod ham ud af munden. Det kunde vi få skyld for somme tider, kommandøren, en barsk gammel sømand, der nok holdt meget af sin dram , kom farende og skældte på „ham der oppe (min fader) og hans peblinger“. „Når jeg vilde det, kunde jeg knuse je r h é lt!“ Det sagde han med en meget udtryksfuld håndbevægelse, vi løb vor vej. Vor trøst var datteren, en net 17års pige,som gærne sad i gårdvinduet og syede, men næppe havde det godt. Tit hørte vi et hvin; „det er Je tte ,“ sagde den fjollede, „hun får p, p, p, p, prygl af får!“ Hun talte ellers så venligt til os og roste vor sang og vore muntre lege.