HammerichEtLevnetsløb

98 rejse til Jotunhejm “, den vilde moder nyde med, og jeg læste for hende. E t sagn, fuldt værdt at høre, med gamle runer står; låner mig eders øre, mens jeg guldharpen slår! Jeg ser mig endnu sidde i vor sal en klar solskinsdag i vår, blomsterne stod i vinduet, svibler, liljekonvaller og hyasinter, og duftede; hun sad i sofaen: „det er smukt,“ sagde hun og lod sit strikketøj synke, „læs det endnu en gang, F rederik !“ Ind trykke t, jeg h a r af d et, er så levende, som var det sket i går. En hel digtningens verden lukkede sig nu op for mig; Holger Danske og Ewalds „Balders død“ havde vakt de første anelser om det gamle Norden, og he r var den fuldeste virkelighed. Moder, der måske havde endnu mere sans for a t omgås med os som halvvoksne end som små børn, blev glad over sin dreng; imellem os to var der således knyttet nye bånd, og vi læste siden flere" ting sammen af Oehlenschlåger, som „Den lille hyrde­ dreng“. Det lysnede ligesom for mig ved hans digte. Dertil kom sam taler om Oehlenschlåger med H. P. H a n s e n . Han havde forladt kontoret, købt hjørnestedet på Kristjanshavn ved Knippelsbro og åbnet en vinhandel; dér så min broder og jeg ikke sjælden ned til ham i vinkælderen. Vi holdt meget af ham og han igen af os, hver fødselsdag skikkede han mig et lille rim og nogle flasker kirsebærvin. En søndag, husker jeg blandt andet, da vi var hos ham , stillede han Malvasieren på bordet, talen faldt på Oehlenschlåger, og han læste hele stykker for os af Palnatoke. Tak, Bue, tak, dér svandt den røde skygge, du har aftvættet pletten på mit skjold! De ord gentog han, og tårerne stod ham i øjnene.