HammerichEtLevnetsløb

94 katten slog på tromm a! Tryne, tryne piparkonn, hanen bles i sylvarhonn, da får dej alle til at kom a!

Klinten gror sammen med hveden, jeg var ingenlunde som jeg burde være. Sandheden blev jeg ikke tro i alt, fristende omstændigheder kom til, men fristelsen und­ skylder ikke faldet. Det var endda ikke det værste, det værste var egenkærligheden i alle dens ytringer, hov­ modet, s t o l t h e d e n , som alt var bleven en magt i det stakkels lille jeg, „snart så trodsigt og snart så mod­ faldet“. Altid vilde jeg være den ypperste, n år der legedes, som når der læ stes; kom jeg op a t træ ttes med nogen derom, røg jeg straks i ham. Jeg var sto lt og tra k mig tilbage i mig selv, dér ejede jeg, mente jeg, skatte, som ikke var andre givne. Og jeg var også stolt, når folk roste mine ævner og fandt mig n e t; længe kunde jeg stå for spejlet og pynte mig, så her, så dér, hvor jeg dog syntes så inderlig godt om mig selvl Min b r o d e r Martin, to år yngre, var også en op­ vakt, re t køn dreng. I mangt og meget lignede vore natu re r hinanden påfaldende, begge var vi hastige af sind og havde arvet en del mere efter moder end fader; vore karak terer var derimod forskellige. Var jeg tilbage­ holdende, tit tør, skønt fuld af indeklem t lidenskab, tit undselig, så havde han en mer end almindelig livlighed og var frejdigheden selv. Han trallede og sang så lang dagen var, en gang havde han kravlet op i et træ og sang derfra sine viser. Rost blev han nu og kæ let for, man fandt ham så nydelig. Ikke sjælden kunde jeg blive ond på ham og give ham et rap, når vi blev uens ved ved legen, og hver gang jeg gjorde det, plejede han igen a t skrige, og det stæ rk t; fader kom til, og jeg fik min straf. Det varede im idlertid ikke længe, før vi a tte r legede, som der aldrig havde været noget i vejen, løb om kaps, spyttede til måls; sådan er nu børn. Når alt