HaandværkerforeningenKøbenhavn_1840-90
166 -
fordring, at Haandværkerforeningen ikke vilde være med til en Virksomhed, der skulde behandle „Gfjenstande som Arbejdslønnens Forhøjelse eller Arbejdstidens Indskrænkning “ , og Afgjørelsen af disse Spørgsmaal henvistes atter til de enkelte Fag og til en Forhandling mellem Arbejdsgivere og Arbejdere i disse. Men en filanthropisk, understøttende Gjer- ning vilde Foreningen gjerne' være med til, og idet den mindede om de beslægtede Forsøg, der allerede vare gjorte i 1842 og 1849, udtalte Bestyrelsen som sin Overbevisning de Ord, der saa at sige vare dens Program: „at det fremfor nogen anden maa være en for vor Forening beskikket Gjerning at virke paa dette Omraade af yderste Evne“ . Opfordringen om at stifte et Arbejder-Understøttelsesfond fandt imidlertid kun ringe Tilslutning hos Arbejdsgiverne, til hvilke Foreningen særlig havde henvendt sig, og Sagen faldt bort af sig selv.
Der var imidlertid ogsaa andre, Foreningen mere nærlig gende Opgaver, som den i denne Periode kun med en vis Kølig hed beskjæftigede sig med. At den gjentagne Gange deltog i Henvendelser til Regeringen angaaende Toldspørgsmaalet, har i saa Henseende Mindre at sige. I Haandværkerfore ningen kom dette Spørgsmaal aldrig til at spille den samme, Sindene i stærk Bevægelse sættende Rolle som i Industri foreningen, og det var derfor uden stor Anstrængelse, at Foreningen i denne Sag fulgte de Foreningers Initiativ, hvis Anskuelser stod den nærmest. Den sluttede sig saaledes baade i 1863 og i 1872 til de i beskyttelsesvenlig Retning gaaende Bestræbelser, der udfoldedes af Foreningen af 1862 til den indenlandske Industries Fremme, og det kan her strax tilføjes, at den atter i Yinteren 1887 fastholdt sit Stand-
Made with FlippingBook