HaandværkerBanken_1917

V I L H E L M K Ø H L E R N a a r en energisk Mand, der fik udrettet mere end de fleste, er gaaet bort, smykker man gærne hans Kiste med den Taleblomst: Han fordrede meget af andre, men han var ogsaa stræng i sine Krav til sig selv. Det er tradi­ tionel Karakteristik. Vi genfinder den mellem de mange Ord, der blev talt og skrevet til Minde om V i l h e l m K ø h l e r . Naturligvis vilde han , den altid arbejdsomme, ogsaa have andre til at bestille noget; han gav selv det bedste Eksempel som en Arbejdets Ridder. Men han var ikke bare en Arbejdsmaskine. Disse særdeles samfundsnyttige Folk, som vi priser for deres højt spændte Krav til sig selv og til andre, glemmer ikke sjældent at være Mennesker. V i l h e l m K ø i i l e r var ikke af den Støbning. Vist var han energisk. »Jeg har arbejdet altfor meget«, indrømmede han selv, kort før han skulde paa den Karlsbaderrejse, som ikke bragte Helbredelse. »Nu faar jeg Straffen. Jeg vilde altid være med i alt; jeg har arbejdet altfor meget!« Men V i l h e l m K ø h l e r s Energi var ikke den kolde, haarde. Han var en travl Mand, der havde Tid til at være hen­ synsfuld. I Hørsholm blev han født, den 10. Oktober 1839. Fa­ deren sad som Murermester i en efter den Tids Forhold anseelig Virksomhed. Hos ham blev V i l h e l m K ø h l e r oplært; dertil kom Undervisningen paa Teknisk Institut