GustavPhilipsen_AfMinUrtegaard_1923

gennem den af ham i høj Grad misbilligede Rentzmannske Similikirke. Altsaa fuldt kompetent til at optræde som Københavns Mæcendiktator var Carl Jacobsen ikke. Men naar han ofte ja idelig kom paa Kant med Stadens Myndigheder, var Aarsagen ikke, at der hos disse raadede en sikker Kunst* opfattelse modsat hans, det var der ikke; men der maatte uundgaaelig samle sig Konfliktstof mellem en hidsig person* lig V ilje og et ligesaa selvbevidst Bureaukrati. Jeg erindrer, hvorledes den afdøde Ve j direktør Meyer en skønne Mor* gen paa Vandring fra sit Hjem blev overrasket ved Synet af en Blokvogn og fire stærke Mænd, der var ifærd med at anbringe Nilguden i Stadens Anlæg ved Dronning Louises Bro, selvfølgelig uden at Jacobsen forud, havde anmeldt endsige ansøgt om denne Placering. Vogn og Mænd og Nilgud blev skyndsomst kostet af Vejen, og man var lige ved at rejse Politiretssag for ulovlig Betræden af Grøn* sværet, men Sagen endtes i Mindelighed, naturligvis saa* ledes at Jacobsen fik sin V ilje og Guden vendte tilbage i Triumf. Paa et vist Tidspunkt begærte han nedsat et kommu* nalt Fællesudvalg for sammen med ham at drøfte Mindes* mærker i København; han var nemlig ret skinsyg overfor Mæcenatsvirksomhed udøvet fra anden Side. Medlemmer af dette Fællesudvalg vil bevare Erindringen om mange kuriøse Scener, men jeg maa aflægge det personlige Vid* nesbyrd, at Jacobsen stedse var modtagelig for alvorlig saglig Kritik, og hvor han mødte en bestemt Vilje, forstod han at bøje af og loyalt rette sig efter det aftalte. Det er 107