GrundtvigsMindekirke

52 og saa skal det pege op mod H imlen. Det passer godt. For der er noget deri, som ligner Grundtvig. Grundtvig stod fast paa denne Jord. Og han gik frem paa den med faste Skridt. Han elskede Livet her paa denne Jord. Men i samme Grad han elskede det, i samme Grad pegede det for ham mod det høje, mod H im len, mod Gud. Han elskede den danske Natur, især den varme, frod ige For­ sommer, naar Solen straaler i al sin Glans, naar P inseliljerne blomstrer, naar Bækken risler i Engene, og naar den lune Nat er fyld t med Nattergalens Slag fra Kvæld, indtil Stjernen daler. Men alt dette blev for ham Mindelse om og Udtryk for noget aandeligt, noget højere. Derfor synger han ikke alene „I al sin Glans nu straaler Solen“ , men har føjet til: „L ivslyset over Naadestolen“ . Og naar han siger:

„ I Sommernattens korte Svale slaar højt Fredsskovens Nattergale, saa alt, hvad Herren kalder sit, maa slumre sødt og vaagne blidt, maa drømme sødt om Paradis og vaagne til vor Herres P ris,“

saa bliver Sommernatten ham B illede paa Barnets Fred i det kristne Hjem, og dets Opvaagnen til klart og bevidst Kristenliv. Grundtvig elskede Fædrelandet ved den bølgende Strand. Og naar han saa havde arbejdet for det, lidt med det, haabet for det, saa hjalp alt dette ham til at se op mod et favnende Fædreland, evigt sikkert, evig sødt, og til at synge:

„Saa rejser vi til vort Fædreland, der ligger ej Dag i Dvale.“