GronnegadeKvarteret

14

værende „Kisten" traf sammen med Forfatteren til „De sønderjyske Piger“ , Holger Drachmann, hvem han med Stolthed fortalte om sit Forfatterskab til disse Reklame­ vers. Drachmann var dog alt andet end glad over Carl- sons Forvrængning af hans patriotiske Vers og lod denne det meget tydelig mærke. Man forstod, som man ser, udmærket godt at reklamere til Trods for, at der den Gang ingen Sylvester Hvid var. Tæt ved denne Høkerkælder laa der en Beværtnings- kælder, som indehavedes i 50-erne af en Spisevært, der i Folkemunde kaldtes for „Bøf-Jensen“. Han var en stor, svær og kraftig Mand3 som man ikke kunde undlade at lægge Mærke til paa Grund af hans ene- staaende mærkelige Næse, der var flerdelt, tæt besat med smaa „Gevæxter". Hans Beværtning var altid meget stærkt besøgt, thi man kunde hos ham faa en stor Hestebøf for 8 Sk. samt 01 og Snaps for 3 Sk., altsaa tilsammen for 11 Sk.! Det var sandelig billige Tider den Gang. Der var noget vist provinsielt i sin Tid udbredt over Grønnegade; alle kendte hinanden, man vidste Besked om alt, hvad der foregik rundt omkring i alle Husene, og man giftede sig ind i de samme Familier, der havde til Huse i Kvarteret. Det var ligesom om Grønnegade var en By i selve Byen, og der var saa provinsielt, at man ofte ved Aftenstide kunde se Pater Familias van­ dre ned ad Gaden med et Par grønne broderede „Pam- pusser" paa Fødderne og en lang Tobakspibe i Munden for at gaa til Barberen, der hed Schibler, og som boede i Nr. 12. Man maa nu ikke tænke sig, at dennes Bar- berstue saa ud som de moderne Stuer med de lange Marmordiske med Springvand, Gasapparat, elektrisk Haar- tøringsapparat m. m. Nej, intet af alt dette fandtes; skulde man i sin Tid barberes, satte man sig i den store skraatstillede Stol, fik et sort Klæde bundet om Halsen, derover en ikke altid snehvid Serviet og et Porcellænsbækken med Sæbe og varmt Vand stukket under Hagen, hvorefter Barberingen tog sin Begyndelse.