GronnegadeKvarteret

12

virke dels rørende, dels betagende. Alle Dragter klædte hende, Marianes tarvelige Bomuldskjole i „Capriciosa“ og „Sidse Madsens" lidt raffinerede Tjenestepigedragt i „Lucifers Minister"*); det eneste, der ikke klædte hende, var at spille Prinsesse, thi det passede hun ab­ solut ikke til. — Ved Siden af denne Ejendom, i Nr. 26, boede To­ baksfabrikør Radekop, hvis Udsalg i mange Aar laa i Antonistræde Nr. 18, og af hvad Natur hans „Havan- nesere" har været, sés bedst af det endnu brugte Ud­ tryk „Radekop" som Kendetegn paa en daarlig Cigar (Jfr. Erik Bøgh „Søren Pipperups første Kærlighed", hvori Søren Pipperup synger: „Aa jæ fek tændt en Radekop"). Hvad der ellers var det mest dominerende i Grønne­ gade blandt alle Gadens Handlende var „Hosekræmmerne", hvilket Ord nu næsten er forsvundet i det danske Sprog, thi nu er det blevet forfinet til „Herreekviperingshand­ ler". For ca. 60 Aar siden talte Grønnegade ikke færre end omkring 30 Hosekræmmere, som udenfor deres Kælder- eller Stuebutikker havde anbragt lange horizon- talt hængende Træstænger, paa hvilke der var anbragt et Utal af Benklæder, Jakker, Undertøj og Strømper samt de da meget brugte strikkede Seler. I 1839 skri­ ver Jacob Behrend i sin „Kjøbenhavns satirisk-komiske Vejviser eller den skjælmske Ledsager i Danmarks Ho­ vedstad" følgende om Grønnegade: „Om man var saa nøgen som selve Adam og Eva før Syndefaldet, kan man dog i Store Grønnegade hos de derboende Hose­ kræmmere blive billigt paaklædt fra Top til Taa med Undtagelse af Støvler*4, thi denne sidste Beklædnings­ genstand kunde man købe i Christen Bernikovstræde, som var Skomagernes Eldorado, ligesom Antonistræde var Børstenbindernes. Det var dog ikke fine eller dyre Sager, som Hosekræmmerne forhandlede, men den store

*) „Lucifers Minister", Folkekomedie af Poul Marcussen, op­ ført 1ste Gang paa „Casino" 24 Oktbr. 1874.