GronnegadeKvarteret

FRA GRØNNEGADE- OG GAMMELMØNT-KVARTERET

MINDER

H v o r kan det egentlig være, at naar et Menneske taler et mindre godt Sprog, bliver der uvægerlig sagt, at vedkommende taler det reneste „Grønnegade- dansk“. Taler man da virkelig daarligere Dansk i Grønnegade end i nogen af Byens andre Gader, siden denne stakkels Gade har faaet dette Prædikat heftet paa sig? Eller betragter man Beboerne af denne Gade som værende af en mindre fin Støbning end dem fra de andre Gader og Stræder? Jeg mener Nej, og der havde vel for den Sags Skyld været mere Mening i at tale om Brøndstrædedansk, thi det Sprog, der i sin Tid taltes i de nu forsvundne Store og Lille Brøndstræde, var sandelig ikke for udsøgt eller for fint, men nu er det altsaa kommet til at gaa ud over den uskyldige Grønne­ gade, saa meget mærkeligere, som det var i Lille Grønne­ gade (nuv. Ny Adelgade), at den danske Skueplads’ Vugge, Forløberen for Nationalteatret, stod. Forøvrigt har Grønne­ gade fostret og huset ikke saa faa af Danmarks mest kendte Kvinder og Mænd, om hvilke man vel neppe med Rette vil kunne paastaa, at de har talt daarligt Dansk. I første Række kommer saaledes Bertel Thor- valdsen, som har henlevet sin første Barndom i det nu nedrevne Nr. 7. Dernæst kommer Portrætmaleren, Pro­ fessor Chr. Jensen, Oboisten Christian Schiemann, Na­ tionalbankdirektør Marcus Rubin. Komponisten Charles 1