GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

smallere. Christian saa med Forbavselse, at det kun var Vand, han brugte, da han begyndte at tørre Ruderne over henne i den ny Butik paa Hjørnet. Christian skelede til den nye Vinduespudser, naar de mødtes, og han gjorde det samme til Christian, men de talte aldrig sammen. Skønt de som sagt ikke vekslede Ord, vænnede de sig alligevel til hverandre. Efterhaanden gik det op for Christian, at det vist var helt godt, at han havde faaet en Hjælper. For der var lidt efter lidt kom­ met saa mange store Ruder, som endda blev større og større, — ja, helt meningsløst store, at der slet ikke blev Tid for ham at lære at lave or­ dentligt Glarmesterarbejde, bare for at pudse Vinduer. Men der var god Grund i Christian, — det viste sig senere, at han i sine unge Aar alligevel havde brugt sine Øjne godt, og fiks paa Fing­ rene havde han altid været. Han blev baade Svend og Mester i det Fag, hvori han havde været »—mester«, fra den første Dag, han kom i Lære. Han forstod, at ogsaa han kunde efter Evne hjælpe til at højne det Fag, han tilhørte, selv om han havde lært det i en Nedgangstid. Han var med til at arbejde for at skabe taalelige Forhold i sit Fag baade for Lærlinge, Svende og Mestre. Han var med til at lave Fagskole for de Unge, til at hjælpe.de Gamle efter sin Evne og til at værne om sit gamle Fags Minder. Og da han døde, var der, i Stedet for de otte yng­ ste tilsagte Mestre i gamle Dage, mange, mange af hans Fagfæller, der frivilligt stod under Laugets Banner ved hans Baare. Carl Møller.

90