GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

ind baade i Vinduer og Døre, og dermed kom Glarmesterstifterne, som Glarmesteren selv »huggede« med Pennen af sin Hammer af et Stykke tyndt Jerntraad, samtidig holdt Kitten sit Indtog. Selv om det nu var nødvendigt med et skarpt Jern at stikke ud i Fa l­ sen paa de nye Vinduesrammer for at faa den store, vindskæve Rude til at ligge saa nogetledes an, før Ruden blev trykket i Kit, saa gav det dog intet Arbejde i Forhold til Vinduerne med de smaa Glasstykker i Blysprodserne. Og der kom en lang Nedgangsperiode i Faget, baade i Henseende til Arbejdets Kvalitet og Antallet af Arbejdstimer. Men Læredrengen fik et nyt Slæbearbejde i Stedet for at trække Blyet gennem Vinden. Han blev sat til at lave Kit. Man kunde godt lave K it ved at lægge nogle Klumper tørt Kridt i et Kar og hælde Fernis over dem og lade dem ligge, til de var bleven helt gennemtrukne af Olien og var bievne saa bløde, at man kunde be­ gynde at banke og ælte. Men det varede ikke længe, før man kunde købe slemmet, d. v. s. vandrevet Kridt. Først maatte Lærlingen, Peter, med en tung Sæk Kridt paa Nakken hen til Bageren og bede fra Mester, om Sækken maatte faa Lov til at blive lagt til Tørring paa Ovnen, Naar den saa blev hentet hjem, kom den straks i Karret, og medens lidt af Varmen endnu var i Kridtet, blev dette overhældt med Olie. Derpaa skulde der røres med en tung Jærnstang, og i den følgende Tid atter og atter røres. Saa tog man en Klump op, og i Kitbakken æltede man mere Kridt i, indtil Kitten var saa haard, at den maatte paa Blokken ude i Gaarden og bankes med den store Kitkølle eller Knippel, til man atter igen kunde begynde forfra og ælte mere Kridt i, og atter det hele forfra, thi jo mere Kitten blev æltet og banket, jo »længere« og bedre blev den. Eet Gode fulgte dog med: uden at være Medlem af nogen Sportsforening fik Peter sine Muskler og Lunger udviklede, til han skulde være Svend og ud i Verden »paa Valsen«. Det var netop det, han tænkte paa og glædede sig til, medens han med Haanden — lidt varsomt for ikke at skære sig som i Gaar Aftes — børstede Glasskaarene og de afhuggede, haarde Kitstumper fra Dagens Flækruder ud af sin Seng dernede under Værkstedsbordet. Klokken slog netop 10 oppe i Domkirkens Taarn, og Vægterens Sang lød henne fra Rosengade, da han krøb i Sengen, og han sov ind i samme Øjeblik, for han havde alle­ rede været i Arbejde, da den slog 5 i Morges. Glarmestersvendene hørte til de Haandværkssvende, der fra tidlig­ ste Tid havde rejst langt omkring. De var ogsaa mellem dem, der længst

82