GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

midler, indrette et saadant System af Legitimationsregler, at kun den indviede kunde bruge det. Thi Europas Landeveje var fyldt af farende Folk, ikke blot rejsende Haandværkssvende, men al Slags løst Pak, Gøglere og Æventyrere mellem hinanden. — Dem maatte man værne sig imod ved alle Midler. Et af disse var nu den indenfor Haandværksfag brugelige Hilsen, den saakaldte Gruss, i Reglen en Række Høflighedsudtalelser og gode Ønsker for Fagets Mestre og Svende. At Glarmestrene har haft en saadan Gruss, er sikkert, men desværre kender vi den ikke nu. Den brugtes som Hilsen, naar man holdt Sam­ ling, og naar man som Rejsende henvendte sig til en Mester eller Svend. Den var Tegnet paa, at man hørte Faget til, og at man kunde give Vedkommende den Hjælp, som de altid trængte til. For Glarmestrenes Vedkommende ydedes den i Form af »Geskænk« til enhver Svend, der kom rejsende, eller som skulde paa Farten, og alle var pligtige til at give den vedtagne Skærv. For den tilrejsende Svend gjaldt det imidlertid om at have sine Papirer i Orden og sin Samvittighed ren. En Glarmestersvend, der kom til København, maatte saaledes være »Seestädter«, d. v. s. tilhøre det Forbund, som var dannet i de fleste Søstæder. Var han en »Oberlän­ der«, d. v. s. udlært i en By inde i Landet, regnedes han ikke for noget, fik hverken Geskænk eller i det hele en venlig Modtagelse, forinden han havde ladet sig gøre til Svend her og givet sit Svendeøl. Dette holdtes der meget strengt paa. Pudsigt nok synes Lavet i Lübeck ikke at have hørt til Seestädter-Forbundet, og en Svend fra denne By, der ankom 1704 og havde faaet Arbejde hos en Mester, blev tvunget til at rejse bort. Mestrene synes dog ikke at have villet bøje sig for denne Afgørelse og tilkendte Lübecker-Svenden Ret til Arbejde, men heri fandt Sven­ dene sig ikke og afsatte deres Bøsseskaffer, »fordi han ikke havde taget sig synderligt af denne Sag,« og idømte ham en Bøde, som han maatte finde sig i at betale. At lübske Svende — for ikke at tale om »Oberländere« — paa den Maade flere Gange afvises, naar de ikke paany vilde lade sig gøre til Svende her, forekommer meget hyppigt. Bl. a. ser vi saaledes 17 12 , at en Svend vægrer sig ved at staa i Forsamlingen med en anden Svend, der havde arbejdet i Lübeck. Mestrene synes dog at have taget sig af Lübeckersvenden, i hvilken Anledning de københavnske Svende skrev 44